Et makabert og gådefuldt portræt af en ung kvinde, der, i protest mod samfundets typiske normer og kvindeundertrykkelse erklærer at hun ikke længere vil spise kød. Er valg der ikke bare stiller familien i et dårligt lys, men som er uforståeligt og uacceptabelt for omgivelserne, hvorfor de erklærer, at hun jo må være sindssyg og får hende indlagt på et psykiatrisk hospital. En fortælling, der beskrives gennem 3 af Yeong-Heys familiemedlemmers øjne og som kun sporadisk, med tilbageblik på minder fra fortiden og et indblik i tanker fra nutiden, berøres ud fra Yeong-Heys egen synsvinkel. Yeoung-Heys på én gang forviklede, men egentlig også logiske tanker, sår gennem hele fortællingen, tvivl hos læseren om, hvorvidt hun egentlig ER sindssyg eller om det bare er omgivelserne, der hverken kan eller vil forstå og acceptere hende, som hun er. Med makabre scener beskrevet fra fortiden og grænseoverskridende, til tider blodige scener fra nutiden, er bogen - for mit vedkommende, decideret ubehagelig i visse passager. Samtidigt er bogen skrevet i et legende let, ganske smukt sprog med fine detaljer og formuleringer, der får dig til at stoppe op og dvæle ved betydningen af det, du netop læste. Forfatteren formår, mellem linjerne, at skrive protest mod det koreanske samfund, fastlåste familiemønstre og kvindefrigørelse ind i fortællingen. Bogen har, måske ikke overraskende, modtaget Nobelprisen i litteratur 2024, nok dels på grund af de mange lag og det fængende, omend ret opsigtsvækkende portræt af en ung kvinde i forfald grundet samfundets ældgamle normer. Bogen er nok lidt for mørk til mig.. men jeg forstår godt anerkendelsen af den. Læs den, hvis du er nysgerrig på fortællingen.. men ikke på en dag, hvor du trænger til en feel good vibe.

God, minder på mange måder lidt om Glasklokken af Sylvia Plath